Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Paramediciner – PTSD-ramt og fuld af eventyrlyst

Daniel Groth Chrestensen har fået sin drengedrøm opfyldt og blevet paramediciner, selvom han blev PTSD-ramt som 18-årig. Han fortæller om vejen videre.

Daniel Groth Chresten bliver som frivillig brandmand og kun 18 år den 3. november 2004 kaldt ud til fyrværkeriulykken i Seest. En hændelse, der forandrer ham for altid.

”Folk vil gerne høre på historien om Seest. Det voldsomme. Dagen, hvor nogen bliver slået ihjel. Og nogen, der skriger, og andre revet væk fra ulykkesstedet. Men der bliver også fokuseret på, hvor godt det var, at kun Max døde, for der kunne have været mange flere. Det får mig dengang til at tro, jeg skal holde mund, tænke, det ikke er særlig slemt. For sådan er ambulance – og brandfolksmiljøet. Vi negligerer, når tingene er meget voldsomme,” siger Daniel Groth Chrestensen.

”Første gang jeg var med til en hændelse, hvor en havde fået skilt hovedet fra kroppen, kørte vi over på stationen og sad og lavede sjov med det, for herefter at tage hjem, og møde ind på vagt tre dage senere. Det var ligesom det,” fortæller Daniel Groth Chrestensen, der selv bliver redder i 2011, ambulancebehandler i 2014 og i dag er paramediciner samtidig med, at han holder foredrag om PTSD.

Ambulancefaget kan få konsekvenser

”Når man vælger en ambulancebehandleruddannelse, skal man ligesom de gutter, der drager i krig, overveje, om det er det, man gerne vil. For det kan få konsekvenser. Man skal indstille sig på, at man kan være den, der får en tur, der giver PTSD-symptomer.”

”For 20 år siden havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ikke kunne gå i byen og feste, at min hverdag for altid er forandret. Det er måske nok det allervigtigste råd, jeg vil give: At får man posttraumatisk stress i en svær grad, skal man indstille sig på, at ens liv bliver og er forandret,” påpeger Daniel Chrestensen.

Daniel Groth Chrestensen, privatfoto

Var den første – og sidste i baren

”Op gennem 20'erne er der nogle ting, som er afsporet i forhold til mange af mine kollegaer og kammeraters liv. Jeg har svært ved tætte relationer og stable en struktureret på benene. Jeg kan sagtens holde mit hjem, har på intet tidspunkt boet nusset og ulækkert, men de dagligdags ting som indkøb og madlavning trækker på mine ressourcer. Samtidig er jeg den første, der dukker op på værtshuset, og den sidste, der går hjem fra byen.”

”Langsomt forbinder jeg min store trang til fest og farver med ulykken, for jeg har svært ved at finde ro og sove, selvom jeg fungerer fint i mit arbejde og passer det til punkt og prikke,” fortæller Daniel Groth Chrestensen.

I 2017 går det op for Daniel Groth Chrestensen, at selvmedicinering med alkohol og stoffer ikke længere går. At tingene ikke bare falder på plads. Han går i misbrugsbehandling og i marts 2018 bekræfter en psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik, at han har PTSD, og at de debriefinger og fire psykologsamtaler, han fik efter ulykken, slet ikke har været nok.

Får ikke den hjælp, der skal til

”Jeg havde en tiltro til, at nogen kunne hjælpe mig videre efter et afvænningsforløb. Det skulle jeg primært selv betale, det kostede dyrt, men det var jeg indstillet på. Men jeg havde samtidig en forventning om, at vi havde et system, som jeg betaler skat til, der kunne hjælpe mig videre derfra. At der var sikkerhedsnet. Og så sidder jeg med en overlæge i psykiatrien, der fjerner det net ved at sætte en betingelse op om at bruge stærkt afhængighedsskabende medicin. Vel at mærke til en misbruger, der selv har været aktiv i Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner.”

”Det lyder måske voldsomt, men jeg ville ikke være med til at udøve vold mod mig selv og mine principper om at være stoffri. Derfor vælger jeg at stole på min egen intention, frem for at være samarbejdsvillig og tage imod medicin. Det ville jeg ikke kunne styre, og derfor tager jeg selv hånd om det. Samtidig er det min og andre PTSD-ramtes erfaring, at psykoterapi og alternativ behandling kan rigtig meget. Og meget få har fået hjælp i psykiatrien. Og det er jo forstemmende.”

Selv betaler han 3500 kroner om måneden til terapi og har ind til videre brugt over 300.000 kroner finansieret af en arv for at komme på højkant. For PTSD sætter sig i kroppen. Daniel Chrestensen har f.eks. smerter i skulder, lænd og iskias, når hændelserne fra 2004 popper op. 

De ramte skal have hjælp

Selv er Daniel Chrestensen ikke interesseret i at stå ude på stationerne med et stort PTSD-banner. Men der skal gøres noget. For andre kollager skal ikke også stå alene og være tvunget til selv at betale for at have udført samfundstjenstligt arbejde, selvom han har taget et aktivt valg om ikke at være bitter.

Et samarbejde, som Reddernes Fagforening f.eks. har med PTSD-foreningen er godt, men samtidig understreger Daniel Chrestensen, at arbejdsgiverne og samfundet skal påtvinges et ansvar. For posttraumatisk stress er en følgevirkning af jobbet, og de bør løfte deres ansvar.

Daniel Chrestensen foreslår, at den enkelte kan få penge fra kompetencefonden for at komme på højkant. Og i overenskomsten bør man fremadrettet få indskrevet et forløb, som rækker udover almindelige psykologsamtaler i forbindelse med PTSD.

Daniel Groth Chrestensen mener dog, at folk generelt er blevet bedre til at tale om det svære, understøttet af en generel accept af, at mennesket er sårbart og ikke bare er professionelt. For den enkelte har et liv og en historie, der ligger forud, som bliver bragt med som bagage på arbejdet. Det kan være skilsmisse, sygdom, ulykker og dødsfald. Selv er han praktikvejleder for Falcks elever i Fredericia og spørger hver gang ind til, hvordan de har det, og ringer dem også op nogle dage efter og taler det igennem.

Iskoldt vand og åndedrætsøvelser hjælper

”Jeg er stadig megaglad, når jeg møder ind på arbejde, og er lige så glad, når jeg tager hjem. Samtidig kan jeg også mærke, at nogle gange tager det på kræfterne at have både fuldtidsjob og familie,” understreger Daniel Chrestensen.

Han har fundet frem til forskellige terapiformer, som fx kulde i form af kolde bade og åndedrætsøvelser hjælper med at stabilisere nervesystemet. På hans terrasse står et kar med iskoldt vand, som han sænker sig ned i to minutter hver dag og får udløst alle de kampstoffer og hormoner, som medicinen gerne vil efterligne, men som er afhængighedsskabende.

”Og når jeg lægger mig ned og laver åndedrætsøvelser, skaber jeg et rum, hvor det bare er mig og den følelse, der nu fylder i mig. Det kan være galopperende alarmberedskab, hvor jeg i et kvarter laver ulidelige vejrtrækningsøvelser, men når jeg er færdig med dem, kan jeg fungere. På den måde har jeg lært at håndtere de ubehagelige reaktionsmønstre. Jeg har gået i 13 år uden nogen som helst form for bearbejdelse. Derfor er det utopi at tro, at det bare bliver ændret fra den ene dag til den anden,” fortæller Daniel Groth Chresten.

Han er også stadig vild med fyrværkeri, men han skal vide, det er der. For når nogen smider et kanonslag bag hans ryg, skal han bruge en uge på at falde til ro, fordi nervesystemet bliver genaktiveret og tror situationen fra 2004 genopstår og han skal væk hurtigst muligt.

Daniel Groth Chrestensen tror ikke selv, han bliver pensioneret i faget. Og det også er fagets vilkår. For man kan komme ud for voldsomme begivenheder, der gør, at man må stoppe. Selv arbejder han frem mod at blive psykoterapeut, så han kan hjælpe andre i samme situation, ligesom han gør i dag med sine foredrag. Samtidig fortryder Daniel Groth Chrestensen på ingen måder sit arbejdsliv, han har stadig planer, drømme og ikke mindst eventyret i sig.

Vores mærkesager

  • Fælles brancheoverenskomst
  • Bedre løn- og arbejdsvilkår
  • Mere uddannelse og efteruddannelse

Tilmeld dig nyt samarbejde til kamp mod PTSD

Vi har indgået samarbejde med Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende.  Husk at tilmelde dig til bhs@reddernesfagforening.dk med navn og "Ja tak PTSD".

Medlemsfordele

Reddernes Fagforening har skåret alle overflødige udgifter fra, for at sikre dig en god fagforening til en rimelig pris. Uden at skære ned på medlemsfordelene.

Tre måneders gratis fagforening

Med dit medlemskab får du ikke alene A-kasse, forsikring og faglig hjælp i faglige sager. Du støtter også Reddernes Fagforenings arbejde for bedre vilkår for de danske ambulance- og ST-reddere.

De første tre måneder er gratis.