Spring navigationen over og gå direkte til indhold



Undersøgelse: Ambulancereddere ønsker at forlade faget

Som nogen af jer måske har set, har vi i Reddernes Fagforening gennemført en spørgeskemaundersøgelse i Facebookgruppen ”Ambulancefolk Danmark”. 

I denne undersøgelse forsøger vi at få et fingerpeg om branchens tilstand og særligt omkring hvor mange af jer der overvejer at forlade branchen. Vi har desværre gjort nogle stærkt bekymrende fund. Vores fund og baggrunden for konklusionen findes neden for denne tekst. 

Konklusionen er dog skræmmende klar: 43,8% af de adspurgte ambulancereddere overvejer at forlade deres nuværende arbejdsgiver, mens 21,5% af redderene overvejer at forlade branchen helt indenfor 10 år, og dette er fratrukket naturlig afgang i form af pensionering.

Mens enkelte operatører har en meget lav andel der ønsker at forlade dem, er det modsat hos Ambulance Sjælland, hvor hele 62,9% af deres adspurgte medarbejdere ønsker at forlade firmaet.

Som konsekvens af undersøgelsen har Reddernes Fagforening skrevet et åbent brev til alle ambulanceoperatører i Danmark. Her gør vi dem opmærksom på resultaterne af vores undersøgelse, og vi påpeger arbejdsgivernes store ansvar for at gøre de præhospitale arbejdspladser attraktive for jer, så det ikke går ud over dem selv som udbyder og i sidste ende samfundet.
Samtidig er Reddernes Fagforening aktuelt i gang med at finde relevante og spændende sundhedsfaglige arbejdspladser for ambulancereddere for hvem ambulancetjenesten ikke længere er en mulighed. Måske passer arbejdstiderne dårligt, måske ønsker man ikke at pendle langt til sin arbejdsplads, eller måske vil man gerne prøve noget andet end livet i det præhospitale.

 

 

  • Undersøgelse