Stort set alle kan blive ramt af PTSD, selvom nogen er mere udsat end andre. Og det er især dem, der har højrisikojobs som beredskabsfolk, hvor belastningen er stor og konstant. For tit kommer belastningerne oven i hinanden, og man får måske ikke rigtig tid at ryste dem af sig. På et tidspunkt opstår der måske lag på lag af episoder, der aldrig kommer helt ud af systemet, og her kan kroppen være i fare. For den husker belastningen, ligesom huden husker de solstråler, den har fået.

Det fortæller tidligere ambulancereder Per Laudrup Jørgensen, selv PTSD ramt og nu formand for Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende, som han har været med til at stifte i 2021. Foreningen har allerede over 300 medlemmer og er i stigende vækst med stor efterspørgsel efter foredrag og viden om PTSD.

Han kunne stå med al lortet på arbejdet, men kunne ikke skifte ble derhjemme

Mange tror fejlagtigt, at det mest belastende for reddere er at stå ude på landevejen og samle forulykkede personer op, men det handler måske mere om, at man ikke får sin mad regelmæssigt nok, ofte bliver vækket om natten med korte ture for fuld udrykning eller at ens arbejdsplads kommer i udbud, hvor man ikke ved, om man er købt eller solgt.

”Som ambulancebehandler skal du udføre alt korrekt, forsvare dig skriftligt i notater og journaler og stå til ansvar for det efterfølgende. Hvis det så viser sig, at der måske var et eller andet, du kunne have gjort anderledes, bliver du yderligere presset. Samtidig er der mangel på arbejdskraft og det belaster også dem, der er tilbage, så overskuddet til familie og venner også bliver minimalt. Det betyder, at man risikerer at blive skilt eller miste sine venner,” siger Per Laudrup Jørgensen.

Som redder er man tit anspændt, og Per Laudrup Jørgensen husker selv, hvordan de fleste af hans tidligere kollegaer gik til massage og kiropraktor.

”Det er der nok en god grund til. For det er ikke kun, fordi man bærer rundt på borgere og patienter, det er også, fordi kroppen hele tiden er i en form for kampberedskab,” fortæller Per Laudrup Jørgensen, der selv uden at ane uråd ikke kunne skifte ble på sine børn uden at kaste op, selvom han på arbejdet kunne skrabe folk op fra asfalten.

”Sådan nogle signaler skal man være opmærksom på. For det giver et fingerpeg af, at der er en ubalance. Ligesom man skal være opmærksom på sin søvn, om man f.eks. vågner op badet i sved, fordi kroppen ligger og bearbejder gamle oplevelser, eller om man er sur eller tvær og ikke kan overskue tingene. Eller man ikke kan holde ud, at der bliver grinet og talt højt i kaffestuen eller andre steder. Det kan være tegn på, at man er presset,” siger Per Laudrup Jørgensen, der ville have hejst et flag og sagt hov, hov til sig selv, hvis han havde haft den viden om PTSD dengang, som han har nu.

Det er også her, man begynder at isolere sig, går ind på sit værelse eller går ud i garagen, frem for at være i opholdsstuen sammen med de andre. Et andet opmærksomhedspunkt er, hvis man ikke har lyst til at gå på arbejde, frygter bestemte ture, om man har kvalme, lider af søvnløshed eller vågner op badet i sved. Eller om noget er anderledes derhjemme, hvor dufte og lyde giver andre reaktionsmønstre.

”Jeg havde selv mange af disse symptomer. Jeg var blevet et rigtigt brokkehoved, i mange tilfælde en rigtig idiot, og reagerede overfor mange lyde og kunne f.eks. ikke tåle at se film. Og det ville jeg have ønsket, at jeg havde vidst, at det var et tegn på, at alt ikke var, som det skulle være. For det er et praj om, at din krop er presset, og at du skal gøre noget ved det.”

Vær ikke kæk, men præcis i første sætning til lægenEt af foreningens særlige råd er, at man skal være opmærksom på sin allerførste sætning, når man taler med sin praktiserende læge. Her skal man ikke være kæk og sige: Jeg har det da meget godt.

Man skal huske at nævne sin arbejdsfunktion og beskrive symptomerne spot on. For hvis man bliver ramt af PTSD, er det vigtigt, at begivenhederne er nedfældet, hvis der skal oprettes en arbejdsskadesag. Alle detaljer skal være på plads fra begyndelsen, for at det kan gå igennem, ligesom det er vigtigt at nævne, hvilke symptomer man bokser med. Og skal man videre i systemet, er det også vigtigt, at man kommer til specialister indenfor området. Altså en psykolog eller psykiater, som har forstand på traumer og PTSD.

PTSD-området er omfattet af et stort mørketal og derfor kan man ikke sætte tal på, hvor mange der rammes. Men Per Laudrup Jørgensen påpeger, at der f.eks. kunne gemme sig et stort mørketal bag de mange reddere, der forlader faget.

”Selvom John Wayne-kulturen er slut, og det er blevet mere legalt at tale om sårbarheder i dag, er der stadig mange, der går med det for sig selv, især de ældre. De har måske hverken lyst til eller kan holde deres arbejde ud, er belastede og skifter derfor erhverv. Eller begår selvmord. For dem har vi desværre også en del af. Og selvom vi ikke kan bevise, at det skyldes PTSD, ved jeg af personlig erfaring, at som PTSD-ramt kan man komme ud i en uudholdelig situation, hvor man ikke forstår, hvad der sker, og mest af alt har lyst til at gøre en ende på det hele.”

”Jeg var selv været der, men jeg gjorde det heldigvis ikke, men det kunne jeg lige så godt have gjort. Og jeg kender flere kolleger, der har gjort det. Og selvom årsagen har været ukendt, er det nærliggende at tro, de også har været PTSD-ramte.”

Kommer du i tide, kan du godt komme tilbagePer Laudrup Jørgensen er i dag helt ude af redderfaget og er på førtidspension, fordi der har været for mange traumer, som ikke er blevet behandlet i tide, og hans PTSD er blevet for kompleks til at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

”Men der er en verden til forskel fra, da jeg sad og kiggede ind i væggen og ikke kunne foretage mig noget som helst, til i dag, hvor jeg har et fantastisk liv og står i spidsen for denne forening. Og en af mine kæpheste er, at tager du det i tide, kan man godt komme tilbage.”

Per Laudrup Jørgensen understreger, at især folk i risikofag skal lære at tjekke op på kroppen, ligesom fagets andre redskaber og hvis man oplever nogle af disse symptomer, skal man gå ind på foreningens hjemmeside og læse mere om PTSD. Man er selvfølgelig også velkommen til at henvende sig.

Foreningen holder også foredrag om PTSD, deltager i forskellige psykiatrinetværk og samarbejder med andre organisationer indenfor området for at forbedre forholdene for PTSD-ramte. I øjeblikket slår de også på tromme for de mangler, der er i tiårs psykiatriplanen, i forhold til PTSD.

Får en nærdødsoplevelse 

Allerede som 21-årig søger Per Laudrup Jørgensen ind som redder, men bliver ikke optaget. Til gengæld tilbyder Falck ham at blive vagtmester på vagtcentralen i Greve, og i takt med, at de små vagtcentraler bliver lukket og centraliseret, kommer han til Holbæk, hvorfra Region Sjælland bliver styret. Så går der nogle år, og han bliver optaget på redder uddannelsen, men må efter cirka 15 år kaste håndklædet i ringen efter en nærdødsoplevelse som efterfølgende giver en PTSD-diagnose.

”Vi er på træningsøvelse ude på Roskilde Fjord. Den går ud på, at en eksplosion opstår på et skib. Og under en eksplosion er der naturligvis nogen, som bliver kastet i vandet. Og det bliver jeg i en overlevelsesdragt, som desværre er utæt. Det er ledelsen og jeg godt klar over forinden, men planen er, at vi ikke skal være længe i vandet, så man regner ikke med, at det er et problem. Uheldigvis bliver den redningshelikopter, som skal samle os op fra vandet, sendt ud på en rigtig opgave, og redningsbåden, der skal hente os op, kan desværre ikke sejle pga. hærværk.”

Per Laudrup Jørgensen ligger derfor i vandet i nogle timer. På et tidspunkt kommer han op i en redningsflåde, men den utætte våddragt er fyldt med koldt vand og nedkøler ham, og han bliver halvvejs bevidstløs. Da båden kommer i land, bliver han kørt til Roskilde Sygehus og ankommer med en kropstemperatur på 32 grader.

Heldigvis er Per Laudrup Jørgensen i god form, og det er, som han selv formulerer det, med til at holde ham på den rette side af stregen. I 8 dage er han indlagt og kan kun spise og sove, og efter sådan en omgang er alle muskler syret til, som havde man løbet 5 Marathon-løb.

Beviserne forsvinder og ledelsen svigter

”Da jeg kommer tilbage til tjenesten, tror jeg alt er godt. Men kroppen husker. Og i kombination med en skulderskade, der er opstået, fordi en bærestol, som ledelsen på forhånd ved, der er problemer med, søger jeg om arbejdsskadeerstatning. Men den får jeg ikke. For hverken Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen kan hjælpe, da beviserne, det vil sige både informationerne om bærestolen og diverse dokumenter om, at man godt kender til udstyrets tilstand, mens jeg har været på arbejde, forsvinder. Våddragten fra øvelsen forsvinder også på mystisk vis umiddelbart efter, den er taget af mig. Og i kombination med ledelsessvigtet gør det også noget ved ens psyke.”

Per Laudrup Jørgensen understreger, at i højrisikojobs er det vigtigt, at ledelsen bakker op og hjælper, når det går galt. Desværre kan han konstatere, at hans oplevelse ikke er enestående. Heller ikke i fremtiden, hvor der mange steder er tegn på dårlig eller manglende ledelse. Samtidig vil de i forvejen pressede reddere blive yderligere udsatte og ramte af alle disse udbud og hjemtagelser af ambulancetjenesten.

”Det var derfor, vi lavede den her forening, for at kunne støtte de mennesker, der har brug for den hjælp, jeg ikke kunne få. Mennesker, der føler sig efterladt på perronen, når det går galt og bliver smidt rundt i systemet.”

”Min historie bunder i mit job som ambulancereder, men vi ser også udover andre beredskabsfolk som brandmænd eller politifolk mange andre jobfunktioner blive ramte. F.eks. Sosu-medarbejdere og socialrådgivere, ligesom voldsofre eller mennesker, der har været ude for ulykker, krig eller kidnapning. Perlerækken er lang for hvad, der kan udløse PTSD. Og rigtig mange mennesker får ikke den hjælp, de har brug for,” understreger Per Laudrup Jørgensen.